Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


august 2000


Bøgerne taber biblioteksterræn


Biblioteksstatistikken for 1999 viser at bøgerne mister lånere, mens andre bibliotekstilbud er i vækst. Publikums adfærd går således helt i samme retning som den nye bibliotekslov

I 1999 blev der lånt 3 mio færre bøger på danske folkebiblioteker end året før. Samtidig steg lånene af andre materialer, især musik, således at den samlede nedgang i udlån blev 2,5 mio. Udlånet af musik steg med 0,6 mio til 8,3 mio enheder. 11% af bibliotekernes samlede udlån sker således på et område som endnu ikke er obligatorisk. Det viser Biblioteksstyrelsens årsstatistik for 1999.

Biblioteksstyrelsens egen vurdering af tallene siger, at nedgangen i bogudlånet tyder på en forskydning over mod øget virtuel brug og benyttelse på stedet. Man skal dog passe på, hvor meget man lægger i udsvingene i et enkelt års biblioteksstatistik. Gennem 90'erne er det gået op og ned talrige gange - og altid efterfulgt af kommentarer som det skyldes faldende materialekonto (ved nedgang) og det skyldes modernisering og øgede åbningstider (ved fremgang). 1999-nedgangen er første års nedgang siden 1995. Bibliotekernes internetsatsning er som bekendt startet før 1999 - og har ikke været markant stærkere i 1999 end i 1998 (hvor udlånet steg).

Musikken vokser

Gennem 90'erne ses dog en tydelig tendens til at bøgerne - som altid kaldes kernen i bibliotekerne - betyder mindre og mindre. For ti år siden stod bøgerne for 90 procent af det samlede udlån, dette er nu reduceret til knapt 80 procent. De kommende års lovanbefalede udvidelser af biblioteksaktiviteterne - først og fremmest til musik - vil givetvis svække bøgernes andel af det samlede udlån yderligere.

Udvidede åbningstider

I løbet af 90'erne forsvandt næsten hver femte biblioteksfilial, så der nu er 800 folkebiblioteksfilialer i Danmark. Det er især små filialer som er faldet for sparekravene. Til gengæld er ressourcerne i stort omfang brugt til at forbedre tilbuddene på de tilbageværende filialer. I løbet af 90'erne er den samlede gennemsnitlige åbningstid udvidet med 20 procent.

Det samlede personaletal faldt i samme periode med 8 procent. Bibliotekerne har altså været i stand til at forene nedgang i personale med udvidede åbningstider. Effektiviteten på dette feldt er øget med 6% i løbet af 90'erne.

Søndag Aften 08/2000

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.